For længe siden,
da jeg var ung, sagde min far:

"Norman,
du kan lide at skrive historier."

"Ja, det kan jeg," svarede jeg.

Så sagde han: "Når du er klar,
kan du skrive vores familiehistorie."

"Først da vil du forstå,
hvad der skete... og hvorfor."

Der var ingen tydelig grænse
mellem religion og fluefiskeri.

VED FLODEN

Vi boede ved godt ørredvand
i Missoula, Montana -

- hvor man stadig så indianere
komme for at gå på bar og bordel.

Min far var presbyteriansk præst
og fluefisker.

Selv om én ugedag
blev fuldstændig viet til religion -

- fortalte han stadig,
at disciplene var fiskere.

Min bror, Paul,
og jeg tog for givet -

- at alle fiskerne fra Galilæa
var fluefiskere -

- og at yndlingen, Johannes,
var tørfluefisker.

De fattige uden Kristus
er de elendigste af alle mennesker -

- men de fattige med Kristus -

- er prinser og konger på Jorden.

Vi gik ud med ham
mellem gudstjenesterne.

Han gik tit langs Big Blackfoot, som
vi betragtede som vores familieflod.

Det var der, hans sjæl blev opladet
og hans fantasi sat i bevægelse.

For længe siden faldt regnen
på mudder og blev til sten.

For en halv milliard år siden.

Men før det, under stenene...

...findes Guds ord.
Hør efter...

Hvis Paul og jeg lyttede godt efter
hele livet...

...ville vi måske komme til
at høre de ord.

Men Paul og jeg fik sikkert
lige så tit instrukser i fluefiskeri -

- som vi gjorde
i alle andre åndelige spørgsmål.

Som presbyterianer troede far,
at mennesket var ondt af natur -

- og at vi kun genvandt styrke og
skønhed ved at finde Guds rytme.

Han mente, at alt godt... ørreder og
evig frelse... fik man gennem nåde.

Og nåde fik man gennem kunst,
og den fik man ikke af sig selv.

Min bror og jeg lærte at kaste
presbyteriansk... efter metronom.

Han begyndte
med den samme instruks:

Fluekast er en kunst i firtakt
mellem klokken ti og klokken to.

Han mente, at folk, der ikke vidste,
hvordan man fangede fisk -

- ikke skulle have lov til at vanære
en fisk ved at fange den.

Det var det samme
med min skoleuddannelse.

Hver hverdag gik jeg i fars skole,
mens han skrev på sin prædiken.

Han underviste kun i læsning
og skrivning. Han var skotte -

- så han mente,
skrivekunst bestod af ordknaphed.

Halver den.

Mine kammerater gik i folkeskolen -

- mens jeg blev hjemme
og lærte at skrive amerikansk.

En gang til... halvt så langt.

Godt. Nu kan du smide det væk.

Norman... Norman!
Vent på din bror!

Men min fars system
havde en vis balance.

Hver eftermiddag blev jeg
sluppet løs helt til aftensmaden -

- for på egen hånd at lære om
den naturlige side af Guds orden.

Ingen skole kunne være bedre
end min ungdoms Montana.

Det var stadig
en dugfrisk verden...

Jeg har aldrig kendt noget, der var
mere fuldt af undere og muligheder.

Luk op, for helvede!
Hvad pokker foregår der?

Hvor skal I hen?
Kyllinger!

Men verden var barsk. Det indså
og beundrede vi allerede som børn.

Og vi skulle selvfølgelig prøve det.

Jeg vidste, jeg var hård,
for jeg havde blødt i kamp.

Paul var anderledes. Hans hårdhed
kom fra et hemmeligt sted indefra.

Han vidste bare,
han var den hårdeste.

Vi takker ikke Gud for maden,
før tallerknen er tom.

Mennesket har spist Guds havre
i tusind år.

Det tilkommer ikke en otteårig
at ændre på den tradition.

Tak.

Gud, der er fuld af tilgivelse -

- give du, at vi må holde fast
ved det gode, vi får af dig -

- og at vi, når vi synder, ved anger
må genopstå gennem din nåde.

Hvad vil du være,
når du bliver stor?

Præst, tror jeg.

- Eller professionel bokser.
- Kan du slå Jack Johnson?

Jeg tror godt, du kan.
Jeg vil vædde på det.

- Hvad vil du være?
- Professionel fluefisker.

- Det findes ikke.
- Gør det ikke?

Nej.

- Så vil jeg være... bokser.
- Ikke præst?

I 1917 kom Første Verdenskrig
til Missoula -

- og tog alle raske
og rørige skovarbejdere -

- og overlod skoven
til gamle mænd og drenge.

Da jeg var 16 år,
gjorde jeg min pligt -

- og begyndte at arbejde
for det amerikanske skovvæsen.

Det var et liv
med tømmer og slid...

Med mænd,
der var hårde som deres økseskaft -

- og flere bjerge omkring, end jeg
nogen sinde ville få at se igen.

Paul var for ung til at følge mig
og fik job som livredder.

Han så på piger om dagen -

- og om aftnen forfulgte han
sit andet mål i livet: Fiskeri.

- Kom nu, prædikant.
- Hold kæft!

Ved I, hvordan en skovbrand lyder,
når den kommer...

Jeg har en god ide. Jeg ved,
hvordan vi kan gå over i historien.

Vi låner en robåd
og sejler ned ad floden.

- Det kan man ikke!
- Vi kan prøve.

- Vi kan dø.
- Og blive begravet som helte.

- Vi ville blive konger i Missoula.
- Vi ville blive berømte!

I ville komme i avisen.
Jeg har tænkt mig at gøre det.

- Jeg gør det. Det gør jeg.
- Vi dør.

Nej...

- Lad os gøre det.
- Jeg er med på den!

- Lad os komme af sted!
- Hvad?

Kom nu!

Jeg har årerne.

Hvem fandt egentlig på det her?

Jesus, Maria og Josef...

Okay. Vi går op langs floden.

Vend den om.

Hop i.

- Kom nu. Vi kan godt være der.
- Det tror jeg ikke.

- Glem det.
- Så bliver det mig, Norm og Chub.

Altså, Paulie...

Okay...
så bliver det kun brødrene Maclean.

Vær forsigtige.

De går i land.

Vi ses, gutter.

Til højre.

Til højre!

Pas på!

Hold fast!

Mand...

Maclean!

- Paulie!
- Chub...

Hvad helvede?

Din skøre skiderik!

- Er I uskadte?
- Hvor er...?

- Har du det godt, prædikant?
- Selvfølgelig.

I går i kirke
og beder Gud om tilgivelse.

Jeres mor har været syg af
bekymring. Tænkte I ikke på hende?

Mrs. Campbell ringede...

- Hvem gav jer båden?
- Vi lånte den.

Lånte?

Drenge, hvad har I gjort?

I arbejder hver en cent af,
indtil den er betalt.

- Ja, sir.
- Jeg gør det. Det var min ide.

Hvad spiser du?
Ved du, hvad du skal have på?

- Skinke, ost, sardiner... lækkert.
- Jeg kan ikke lide sardiner.

Fyrene er ikke rigtig kloge.
De siger, at årgang 1919 gjorde det.

- Jeg burde skrive en artikel.
- Jeg kan ikke lide sardiner.

Du kan nok få den i skoleavisen.

Og Chub: "Altså, Pauley..."
Sådan en idiot!

Jeg vil ikke
have nogle skide sardiner!

Nej. Hold op! Hold op!

- Du slog hende, din skid!
- Du slog hende ned!

Jeg gled!

Jeg snublede bare.

Det var den eneste gang, vi sloges.

Bagefter spekulerede vi på,
hvem der var stærkest.

Bliver ungdommens spørgsmål ikke
besvaret, skal de ikke tages op igen.

Så vi vendte tilbage til
at være søde ved hinanden.

Da var det,
jeg så noget bemærkelsesværdigt.

For første gang ignorerede Paul
fars instrukser -

- og brugte sin egen rytme.

De er begge to flotte.

Herren har velsignet os alle i dag.

Men han har været særlig god
mod mig.

Året sluttede med, at jeg kom ind
på Dartmouth College.

Far havde sagt, jeg måtte gå
på hvilket college, jeg ville.

Han tjente blot 1.800 dollar
om året -

- så hans tilbud
betød meget for mig.

- Gør nu dit bedste.
- Det skal jeg nok.

I efteråret 1919
steg jeg altså på toget -

- og rejste 4.800 kilometer østpå
til det ukendte.

For en præstesøn fra Montana
var Dartmouth en åbenbaring...

Den afslørede en verden,
jeg kun havde fantaseret om.

Jeg skulle undervise i romantiske
digte som en del af min eksamen.

Jeg vidste det ikke dengang,
men lærerrollen passede mig godt.

Jeg var meget sammen
med mine medstuderende -

- som jeg lærte Front Street-poker.

Jeg var på Dartmouth i seks år
og tog næsten aldrig hjem.

Paul gik på universitetet hjemme.

Han ville ikke forlade de fisk,
han endnu ikke havde fanget.

Han blev journalist på en avis
i Helena, hvor han flyttede til.

Hans bånd til familien blev svagere
ligesom mine.

Det var først i foråret 1926,
at jeg endelig kom hjem.

Vi spiser om en halv time,
så du kan godt nå i bad.

Ser jeg tynd ud, mor?

Ser jeg gammel ud, Norman?

Nej. Du ser...

Bare Paul havde kunnet komme
i aften. Han arbejder over.

Norman? Vil du komme herind?

Jeg er ked af, at Paul ikke kommer.
En avismands liv...

Du ved jo, at Paul kan lide at...

- Ja.
- Sid ned.

Jeg har også hørt, at han...

Jeg hører alt.
Det sørger min forsamling for...

Ja. Du kan godt regne med -

- at alle herfra til Helena
kender alt til din uddannelse.

Det er en bedrift. Hvordan har
du tænkt dig at udnytte det?

- Jeg har overvejet skovvæsnet.
- Som karriere?

Nej...

Kun i sommer.

Som en pause? Det er en god ide.

Kroppen giver tanken næring.

- Og hvad så?
- Jeg har ikke bestemt mig endnu.

Du har haft seks år
til at bestemme dig.

Har du overvejet
at tage en højere eksamen?

- Jura? Medicin?
- Nej.

Præstegerningen?

Jeg har søgt flere lærerstillinger
på universitetsniveau.

- Jeg har ikke fået svar endnu.
- Nej, nej... Det er for tidligt.

- Men du har da allerede undervist?
- Ja.

Følte du,
at den oplevelse var lønnende?

Føler du, at det kan være dit kald?

Mit kald?

Maden er klar!

- Tissede de i bukserne?
- Ja.

- Paul Maclean?
- Derinde.

Minereglerne sagde: "Ingen pauser."
Så de måtte tisse i bukserne.

- Hvad med den afdøde...
- George Masterson!

Hun er 23 og kraftig.
Jeg interviewer den sørgende enke.

Det er mig, der bestemmer.

Gerne for mig, chef. Brormand!

Hvor ser du ud.

Det her er min storebror,
professoren.

- Tak, fordi du kom i går.
- Ja, undskyld. Jeg ville komme.

Jeg ville gerne have hørt far sige:
"Norman. Vil du komme herind?"

Jøsses, professoren.

Det må vi fejre.

Det er for tidligt for mig...

Du er blevet blød af at være østpå.

Så det mener du?

- Har du fisket meget østpå?
- Slet ikke.

Slet ikke?
Hvad siger du? Big Blackfoot?

- Er du klar?
- Ja.

Du kan tage det her vandhul.
Det er et godt hul.

Der er for lidt plads.
Prøv rullekast.

Fiskene er længere ude.

Bare lidt længere ude.

Kast linen ud i strømmen.
Så kommer du længere ud.

Du er bare lidt ude af træning.

Han kaldte det "skyggekast"...
Linen var lige over vandet, lavt nok -

- til at få en regnbueørred
til at springe.

Jeg indså, at min bror var blevet
en kunstner under mit fravær.

En dag kom min træner og spurgte:
"Vil du træffe John L. Sullivan?"

- John L. Sullivan?
- Den sidste mester uden handsker!

Jeg vidste, at jeg var hjemme -

- da jeg stod på trappen til
Missoula bibliotek midt om natten -

- og fortalte historier for fyrene,
der havde lyttet 100 gange før...

...og som var blevet mænd,
mens jeg havde været væk.

Verden er fuld af møghunde!

Antallet stiger hurtigere,
jo længere man er fra Missoula.

Du må altså blive her fra nu af,
professor.

Hvor er gurglevandet?

Jeg tager dig med til 4. juli-festen.
Alle pigerne er der...

...uden mor!

Find dig en lille flamme...

- Det var sjovt, men jeg må smutte.
- Hvor skal du hen?

- Har du en aftale?
- Med et pokerbord.

Har du set skiltene?

"Står Deres mand en anden nær?
Er han sur og tvær?"

"Burma-Shave gør ham kær!"

- Langs hvilken vej?
- Til Lolo.

Hjemkomsten blev fuldendt
henne i kirken.

Det var mest fars ord,
der fik mig til at føle mig hjemme.

Mens vi oplever varmen
fra minderne... de inderste følelser -

- som fra hjertet udspringer -

- mindes vi digteren, der synger:

"Tilbage, gå tilbage...
O tid, i din flugt."

"Gør mig til et barn igen...
bare i aften."

- Kan du genkende nogen?
- Nja...

Du har været for længe væk.

- Hvem er det?
- Hvem?

Der...

Kan du lide hende?

- Chub, hvem er det?
- Jessie Burns.

Fra Wolf Creek. Hun har en bror,
der rejste til Hollywood.

- Undskyld, vil du danse?
- Vil du hente noget at drikke?

Hvem er det?

- Værsgo.
- Tak.

De er min redningsmand...
Hovsa. Hvor ukultiveret.

Jeg må passe på,
jeg ikke tørrer al sminken af.

"The Phantom of the Opera".

Jeg har hørt Louis Armstrong synge
den sang i en klub i New York.

- Virkelig?
- Verdens bedste jazz. Farvet jazz.

Ikke som Paul Whiteman
eller Clicquot Club Eskimos.

Min mor elsker
Clicquot Club Eskimos.

Gør hun det...?

Vil du danse?

Ja.

Start fyrværkeriet!

- Gutter, kom så.
- Jessie, kom nu.

Jeg har en ide.

Ville det ikke gavne pigerne
at tage til reservatet -

- for at lære at give
på en kristen måde?

Jeg ordner det.
Du skal ikke løfte en finger.

Det er den mest medmenneskelige
ide, jeg længe har hørt.

Ved du, at indianerbørnene
ikke engang har sko på?

- Skal du ringe?
- Nej. Jeg er ikke nødt til det...

- Hvis du skal bruge...
- Nej. Jeg skal arbejde.

Hej, mrs. Hatcher.

Hej, mrs. Hatcher.
Jeg ville... Hun har det godt.

Jeg ville... De har det
alle sammen godt, mrs. Hatcher.

Jeg vil gerne tale med Burns
i Wolf Creek.

Ja, mrs. Hatcher.
Jeg ved godt, at det er udenbys. Tak.

Hallo? Må jeg tale med Jessie?

Det er Norman Maclean, men hun...

Hallo?

Nej. Det var mig,
der hentede noget at drikke til dig.

Nej, det nåede vi ikke.
Fyrværkeriet begyndte og...

Vi talte om musik.

Og... jeg sagde, at jeg havde hørt
Louis Armstrong synge...

Ja, det var mig.
Jeg var bare lidt nervøs.

Ja, fordi... du er så
"je ne sais quoi".

Jeg ville komme og høre Clicquot
Club Eskimos sammen med din mor.

Jeg ringer egentlig,
fordi jeg vil træffe dig igen.

Hvad siger du til lørdag eller...?

Otte?

Så ses vi.

Farvel.

Der er de.

Brormand!

- Hej.
- Hej.

Dette er min lillebror, Paul.

- Og Moh-Na-Se-Tah.
- Mabel.

- Hej.
- Skal vi?

- Hej, Pauley.
- Hej, Murph.

Prædikant!

- Hvordan har du det, Murph?
- Det er længe siden...

Du kender reglerne
lige så godt som jeg.

Ingen indianere.

- Jeg kan ikke lide reglerne.
- Det kan jeg heller ikke.

- Hvad vil du tvinge mig til?
- Giv os bare et bord... til fire.

- Sidste gang, Paul.
- Hejsa, dommer.

Du kan hævne dig
ved at blive fuld og danse nøgen.

Og smadre det røvhul.

De har noget godt sprut her.
De vasker tilmed glassene.

- Skal I have noget at drikke?
- Hvad vil du have, Jessie?

En martini, Paul.
Du hedder Paul, ikke?

Det sædvanlige til Norm...
gin og sveskejuice.

En dobbelt.

Undskyld.
Jeg vil også gerne bestille.

Whisky, en dobbelt.

Nå... hvad laver du nu, Mabel?

Jeg sælger madding.

Du har det smukkeste hår,
jeg nogen sinde har set.

- Synes du, jeg skal bobbe det?
- Nej. Aldrig i livet!

"Mit lys brænder i begge ender.
Det varer ej natten ud."

"Men ak for fjender og frænder
lyser det klart."

Hvor sødt.

Lad os skåle for min redaktør,
den gamle ski... den gamle prut.

Jeg måtte ikke skrive om Anaconda.
Jeg er journalist på Bee.

- Det ved jeg godt.
- Jeg er berømt.

- "Den fiskende avismand."
- Ved du også, at han fisker?

- Du har været væk i lang tid.
- Åbenbart.

- Jo, min redaktør...
- Den gamle prut.

- Han har fået telefontrusler.
- Rigtige trusler?

Det er skønt at vide,
man har ramt et ømt punkt, men...

Hvad sagde de?

- Hvad sagde de?
- Du skal skære det ud i pap.

Den sædvanlige vise. Nogle gutter
bliver nødt til at hilse på mig.

- Og give dig cementgamacher på?
- Netop...

Jeg vil danse.

Og nu: "The Muskrat Ramble"!

Jeg danser ikke nær så godt som
min bror, men må jeg få den ære?

Hellere end gerne.

"Kære Jessie. Mens månen
hænger over Bitteroats" -

- "inden den synker ud af syne" -

- "er mit sind fuldt af sang."

"Jeg opdager,
at jeg nynner, ikke til musikken" -

- "men til noget helt andet...
et andet sted..."

"... et erindret sted."

"En græseng, hvor ingen bortset
fra hjortene synes at have været."

"Minderne styrkes af følelsen af dig
...dansende i mine kejtede arme."

"Norman."

Ja...?
Hvad er der i vejen?

- Norman?
- Det er i orden, mor. Hvem er det?

- Jeg hedder Norman Maclean.
- Der skal ikke stilles kaution.

Han skriver om politiet og har
venner her. Bare tag ham med hjem.

- Hvad har han gjort?
- Han slog nogle tænder ud på en.

- Hvorfor slog han ham?
- Det står her:

"Der faldt en bemærkning
om indianerkvinden."

Så fortjente han det.

Vi pågriber Deres bror alt for tit.

- Jaså?
- Og han har en pokergæld på Lolo.

Det er sundhedsfarligt.

- Er han kommet til skade?
- Han har bare kvalme

Han drikker for meget. Nede på
Lolo drikker man ikke for meget.

Gå ind og hent Deres bror.

Behøver du penge... eller noget
andet, så skal du vide, at jeg...

Hun bor ved siden af slagteriet.

Jeg kan hjælpe dig.

Drej her.

Det er for tidligt at juble.

Ikke dårligt!

- Har du det godt, Norman?
- Lavede du geleen?

- Ja, det gjorde jeg.
- Den var lækker. Er det Norman?

- Ja. Vi er meget stolte af ham.
- Det er skønt, du er hjemme.

Hendes datter er blevet
en rigtig skønhed. Der er hun.

Hun fyldte 20 i sidste uge.
Hun er henrivende.

- Mor...
- Mr. Murchison? Hvordan går det?

Hvordan går det?

- Udmærket, tak.
- Godt, godt...

- Og er det Paul?
- Nej. Det er Norman.

- Nå, Norman... Du ser godt ud.
- Ja, er han ikke blevet stor?

Nu kommer Paul. Kom...

Jeg skal møde Jessie Burns' familie
på stationen.

Hendes bror Neal kommer
fra Californien. Jeg er sent på den.

- Bør vi invitere pigen på middag?
- Måske, mor.

Hej, Sam.
Må jeg låne dem et øjeblik? Hej, far.

Familien Burns ejede
byens eneste købmandsforretning -

- men klarede sig alligevel dårligt.

De var metodister, som far plejede
at kalde "baptister, der kan læse".

- Far... og det er min mor.
- Det er mig en fornøjelse.

- Jessie siger, at du er digter.
- Er du i familie med journalisten?

- Det er min bror.
- Du gik på universitetet, ikke?

- Jessie læste på universitetet.
- Hun læste til backfisch!

Men hun faldt fra.
Hun kunne lære udholdenhed af dig.

Lad ham nu være. Han er ikke vant
til den slags. Han er presbyterianer.

Jessies bror Neal steg af toget
og prøvede at ligne en tennisspiller.

- Hvor ser du godt ud.
- Han ser lidt tynd ud.

- Det er Norman... min bror, Neal.
- Hej, knægt.

- Sad du oppe hele natten?
- Jeg traf nogle flinke folk.

- Giv ham albuerum. Han er træt.
- Nu kører vi hjem og spiser.

Vi har kyllingesandwicher i bilen
og kyllinger i ovnen derhjemme.

Mrs. Miller har givet os kirsebær,
så jeg laver din yndlingstærte.

- Ikke det hjemmebryggede øl!
- Det var et godt år.

Over læber, på tungen ej strander,
pas på dernede, snart den lander.

Hvilken station er den første?
Da jeg rejste, var det San Berdoo.

San Berdoo og en masse sand
og fandens meget ørken.

Så kom man til Salt Lake City.
Der skal man skifte tog.

- Der var et lille hotel, som...
- Serverede østers.

- Drikker du, Norman? Drikker han?
- Lidt.

Skål for den kære gamle
pokker tage mig-familie!

Han har i hvert fald stadig appetit.

Hvor længe har du tænkt dig
at blive, Neal?

Sport! Kom!

Jeg ved det ikke. Jeg savner havet.

- Hvordan ser det ud?
- Det er stort og blåt. Folk surfer.

Jeg var ved at blive ret god til det.

Pokkers også! Slemme hund! Fy!

Du hidsede ham op.

- Hvad var det, jeg talte om?
- Havet.

Nå ja... Vi surfede hele dagen.

Ramon, jeg, Ronnie Coleman...

Ronald Coleman?

- Jeg elsker Ronald Coleman.
- Folk har sagt, jeg ligner ham.

Jeg kan ikke forestille mig
Ronald Coleman surfe.

Sikket billede.

Nå, mor...

Det har været en lang rejse...

Du kan måske fiske med Norman.

Ja. Det er en god ide.

- Ja.
- Det ville da være skønt, ikke?

- Fiske?
- Du fisker vel?

Selvfølgelig gør han det.
Han har sin egen fiskestang.

- Det kan du tro.
- Hvornår passer det dig, Norman?

- På fredag.
- Fredag er helt fint.

Ja... hvornår?

- Klokken seks.
- Om morgenen?

Han kommer. Tak, Norman.
Det var pænt af dig.

- Og Paul vil måske også med?
- Det ville være hyggeligt.

Paul vil sikkert gerne fiske.

- Må jeg tage med?
- Nej, ikke denne gang.

Kan du ikke gå med Neal?
Så kan I planlægge det.

Neals eneste plan var
at tage hen til Black Jack's.

En gammel godsvogn i skoven -

- hvor ingen politimand
kunne finde ud.

Det var en odderhun med unger.

Det var svært at spore dem,
for de bliver hvide om vinteren.

Efter nogle glas af Black Jacks
whisky begyndte Neal at prale.

Han brugte emner fra Montana
til at lyve om friluftsliv og jagt.

Formentlig for at imponere
barens eneste anden kunde.

Hun forsøgte at løbe fra mig...

Det var Old Rawhide, Wolf Creeks
skønhedsdronning for ti år siden.

Hun red stående blandt de
hovedsageligt mandlige beboere.

Skørterne flagrede højt,
og så vandt hun konkurrencen.

Jeg mistede følelsen i hånden!
Jeg tænkte på min hund, Sport.

Blev det koldere,
måtte jeg skære hunden op -

- og stikke hænderne ind
for ikke at få forfrysninger.

Jeg gjorde det engang ved Yukon.
Jeg elskede den hund!

Hun bar buksedragt. Den må have
hindret hende i det nye erhverv.

Oppe på en gren... klar til at hoppe
på den første, den bedste hjort -

- sidder den skide odder!

Hør, makker! Hvad gør en odder
helt oppe i Rogers Pass?

Jeg troede, de svømmede i bække.

Jack?
Kan du ikke give damen en whisky?

Jeg må smutte.

Glem ikke fisketuren på fredag.

Hvad?

- Hvordan går det?
- Er det her dit andet kontor?

Deadline. Jeg kan ikke arbejde der.

Kom du for at få en drink?

En tjeneste.

Vil du ud at fiske med mig?

- Selvfølgelig...
- Det er alle tiders.

Jessies bror er kommet
helt fra Californien og...

Han er faktisk et stort fjols.

- Fisker han med madding?
- Det sagde han ikke.

George... Han kommer sikkert
med en kaffekande fuld af orme.

Det gør han garanteret.

Jeg lovede Jessie det.

Er det alvorligt?

Din satan! Det er alvorligt
mellem dig og Jessie.

- Nå?
- Jeg ved det ikke.

Så må vi vel gøre det.

- Det var pokkers...
- Min makker vil fiske.

Du kommer for sent, Neal.

Ja. Jeg kom sent i seng.

Jeg gik ikke i seng,
men kom til tiden.

Neal... Paul.
Paul... Neal.

I Montana kommer vi aldrig for sent
til kirke, arbejde og fiskeri.

- For resten... dette er...
- Vi har truffet hinanden.

Gå ikke væk.

Pas på det første trin.
Der er langt ned.

Er du klar... Neal?

- Hvad?
- Fiske.

Min makker vil fiske...

Neal? Hvad med maddingen?

Hvor er jeg dum!

Vi fanger alligevel ikke noget.
Det er for varmt.

Han får helt sikkert en dryppert.

Godt, jeg ikke gik hjem og sov.

Hvor er han?

- Jeg indhenter dig.
- Ja.

Jeg ved det.
Du har fanget 20.

- Fandt du ham ikke?
- Han kan rende mig.

- Skulle vi ikke hjælpe ham?
- Hvordan hjælper man den skid?

Ved at tage ham med på fisketur.

Han kan ikke lide at fiske. Han kan
hverken lide Montana eller mig.

Men han kan måske lide,
at nogen prøver at hjælpe ham.

- Lagde du øllerne på køl?
- Det kan du bande på.

Lad os komme af sted.

Jeg kan allerede smage dem...

Skal vi dræbe ham?

Fandens!

Du store...

- Det her er ikke godt.
- Hun har en tatovering.

- Initialer?
- Nej..."LOVE".

Jeg kan selv komme ind.

Har du noget at drikke, makker?

Din makker er ham
med den røde røv.

- Jeg står til ballade.
- Skal jeg tage med og forsvare dig?

- Mrs. Burns vil nok træffe hende.
- Jeg bliver aldrig solskoldet.

Solen generer ikke mig.

Hvad siger du til, at jeg spiser
sammen med dig og de gamle?

Vi kommer igen i morgen
og glemmer denne dag.

- Det er en aftale.
- Kom nu!

- Jeg er skidetørstig.
- Stille, den skønne Julie taler.

Held og lykke!

Milde himmel!

- Hvad har du gjort ved min dreng?
- Rør ikke...

Han faldt i søvn i solen.

Du milde skaber!

Sådan... vi skal nok ordne det.

- Lod du ham være alene?
- Han havde en med og...

Du må hellere tage hjem.

Jeg har brug for et lift hjem.

- Du må hellere holde fast.
- Hvad gør du?

Du bør ikke...

De sender hele tiden tog af sted...
De følger ikke køreplanen.

De er ikke...

De kan nok ikke se os herinde.

Nå, men tak for flyveturen.

- Ved du hvad? Du er sjov.
- På hvilken måde er jeg sjov?

Du kan ikke lide min bror, vel?

Nej. Jeg kan ikke lide din bror.

Jeg kan ingen smarte replikker,
men jeg kan lide dig.

Jeg vil træffe dig igen.

- Hej, Jess.
- Hej, Paul.

- Hvordan har din bror det?
- I lod ham være alene.

- Undskyld. Det var min skyld.
- Jeg tilgiver dig ikke.

- Tilgiver du Norman?
- Norman er ikke sjov.

Jeg har hængt
rene håndklæder frem.

Huskede du at pudre tandbørsten?

- Lad Paul fortælle det sidste nye.
- Mordet, ulykken eller branden?

Du burde få lov til
at skrive om kirken.

Jeg er enig.

"Pastor Maclean
fik en flot steg til middag."

"Alle bortset fra deres
stakkels ældste søn nød måltidet."

- Hvad er der galt, Norman?
- Han er ikke sjov.

Han er ikke sjov.

- Der er vigtigere egenskaber.
- Det gør ikke noget, du er kedelig.

Nej. Vi er meget stolte af dig.

Jeg har en historie.
Ikke mord... ikke kaos.

Jeg har interviewet præsidenten.

- Calvin Coolidge?
- Selveste præsidenten?

- Hvornår?
- For et par dage siden.

Han var på fluefiskeri i Dakota.

I jakkesæt, slips,
hvide handsker og laksko.

Jeg gik hen til ham og spurgte:
"Undskyld, napper de?"

Han vendte sig om og så på mig
og sagde: "Ja, på mit sidste udkast."

- Hvad?
- Mit sidste udkast.

Så kom der nogle lokale og satte en
flue på, der var stor som en kylling.

Hvis han ikke fanger en ørred,
så skræmmer han en ihjel.

- Fik du et billede?
- Ja. Det er i på søndag.

"Fåmælte Cal får bid."

- Mor, det var lækkert.
- Han spiser det, han kører over.

Det var sjovt.

- Efter I drenge er...
- Jeg vil tage hen og...

- Hvad?
- Hvad?

Jeg ville bare sige -

- at jeg vil besøge nogle
gamle venner, mens jeg er i byen.

Sid ikke oppe og vent.
Jeg spiser resten senere.

Han har ændret stavemåden
på vores efternavn.

MacLean med stort L.

Nu tror alle,
at vi er skotter fra lavlandet.

- Hejsa, Norman.
- Hej, mr. Sweeny.

Hvem kender du
på universitetet i Chicago?

"Hedder du Chi og ka' gå,
så flyt til Chi-ka'-gå."

"Det glæder mig
at kunne tilbyde Dem" -

- "en lærerstilling
i engelsk litteratur."

"Lkke i fuldstændig glemsel
og ikke i fuldstændig nøgenhed" -

- "men med drivende skyer,
der bringer ære, kommer vi fra Gud."

"Intet bringer tilbage den stund af
pragt i græsset... blandt blomster."

"Vi må ej sørge over det, men vi skal
finde styrke i det, der er tilbage."

"Vort væsens første sympati
skal altid bestå..."

"...i de tanker, der udspringer
af menneskelig lidelse."

"I den tro, der gennemskuer døden."

"Takket være hjertet,
der giver os liv."

"Takket være dets blidhed,
glæde og frygt."

"Nu kan den mindste blomst
give mig tanker" -

- "der ofte ligger hinsides tårer."

Held og lykke, min søn.
Vi hepper på dig.

Jessie ringede en uge senere.
Hun sagde, at Neal skulle rejse -

- og at han gerne ville have,
at jeg kom og vinkede farvel.

Held og lykke.

Jeg blev overrasket og spurgte
hende, om hun ville have det.

Hun svarede ja.

Glem ikke at skrive.

Vil du hjælpe ham næste sommer?

- Hvis du synes, kan jeg prøve.
- Han kommer ikke tilbage.

- Han har i det mindste venner der.
- Hvem? Ronald Coleman?

Hvorfor tager de mest trængende
aldrig imod den hjælp, som tilbydes?

Jeg ved det ikke, Jess.

Jeg... græder ikke, Norman.

- Må jeg vise dig noget?
- Kun hvis det er noget godt.

Læs det.

Hvad synes du?

- Hvad jeg synes? Det er fantastisk!
- Virkelig?

Tænk at tage til Chicago!
Det er jo vidunderligt!

- Har du nogen sinde været der?
- Nej.

Jeg har kun været i Helena.

Til lykke, Norman!

Jeg er ikke sikker på,
at jeg vil rejse.

Fra Montana?
Det vil altid være her.

- Ikke Montana.
- Hvad så?

Hvad så?

Jeg ved ikke,
om jeg vil rejse fra dig.

Jamen dog...

Giv os hver en whisky med øl til.

Værsgo.

- Skål for hjertet, for pokker!
- Mand...

Jeg er forelsket i Jessie Burns.

Du milde, Norm...
Der er så mange fisk i floden.

- Men ingen som hende...
- Nå, nej...

Ingen som hende.

Til lykke!

Jeg glæder mig på dine vegne.

- Vi skal ud og fejre det!
- Den er jeg med på!

- Det er en møgsang.
- Hvad?

- Den er elendig!
- Hvad? Det er en klassiker!

Er det?

Ja!

Hvor er vi?

Hvor skal vi hen?

- Lolo?
- Jep.

Du var jo heldig i aften. Jeg kan
godt bruge noget af det held.

Kors i... Lad være med
at være professor i aften.

Norm... Prædikant!

Hej, Frank.

Sal, min pige...

Sal?

- Giv min bror noget at drikke.
- Bourbon.

Jeg giver en omgang til alle.

Han er forelsket.

Bliv her.
Tag dig af ham, Sal.

Det er ikke en god ide, Paul.

- Gutter? Har I en ledig stol?
- Ikke til dig, Paul.

- Hvad vil du have?
- Hvad?

Kort? Hvad?

- Hvad vil du have?
- Ingenting.

En dollar.
Paul sagde, han betalte, men...

- Nej. Det var bare for sjov.
- Vi går med det samme!

Kom nu. Vi smutter.

Jeg skal ikke med.

Jeg føler mig i stødet.

- Du kan ikke gå derind igen!
- Det er i orden. Jeg klarer mig.

- Du må ikke engang spille!
- Jo da.

Med hvad? Du sidder i gæld
til op over begge ører.

Norm, det er min gæld.

Okay? Det er min gæld.

Vi kom aldrig ud at fiske.
Vi kan måske gøre det i morgen.

Vi kan bede far om at tage med.
Okay?

Spørg ham.

Okay... halv syv.

Jeg kunne lugte noget godt.
Godmorgen.

Det var skønt, du kunne komme
på trods af arbejde og alt muligt.

- Har du noget nyt at fortælle?
- En historie...? All right.

Jeg har noget.

Hvad?

Jeg er blevet tilbudt arbejde
på Chicagos universitet.

- Som lærer i litteratur.
- Hvad?

Fra efterårssemestret.

- Jeg har tænkt mig at sige ja.
- Norman...

Det glæder mig.

Ja, det glæder mig.

Universitetslærer?

En rigtig universitetslærer?
Det var pokkers!

Jeg er stolt af dig.

Sørg nu for at tage billeder.

Nu skal vi fange nogle store fisk!

Jeg tror,
at den brede vej passer mig bedre.

- Der var engang...
- Du får masser.

Han får masser.

Lad os fiske sammen i dag.

- Hvad bider de på?
- Hvad sagde du?

- Hvad bider de på?
- Højere!

- Jeg sagde...
- "Bunyan Bugs"!

- Skal jeg komme med en?
- Nej. Jeg henter den.

"Bunyan Bug", slørvinge nummer to.

Tak,
nådige professor i digte og ørreder.

Jeg vil fri til Jessie.

Ja...

Sikken dag...

Tag med til Chicago.

Det er over 3.500 km væk.
Der er mindst en halv snes aviser.

Du havner
i begivenhedernes centrum.

Hvad siger du?
Tag med os.

Jeg forlader aldrig Montana,
brormand.

Jamen dog...

Se den fisk!

Utroligt.

I det øjeblik vidste jeg -

- at jeg så det fuldendte.

Du... er en udmærket fisker.

Tre år til,
og jeg tænker som en fisk.

Du tænker allerede
som en død slørvinge.

Nu tager vi et billede til mor.

Min bror stod foran os,
ikke på en flodbred -

- men hævet over jorden...
fri af alle love, som et kunstværk.

Og det stod lige så klart for mig,
at livet ikke er et kunstværk -

- og at øjeblikket ikke kunne bestå.

Da overbetjenten vækkede mig
en morgen, lige før vi rejste -

- stod jeg op uden at spørge.

Han kørte mig hjem langs floden,
så jeg kunne fortælle far og mor -

- at Paul var blevet dræbt
med et revolverskæfte -

- og at hans lig
var blevet smidt i en gyde.

Har du mere at fortælle?

Næsten alle knoglerne
i hånden var knust.

Hvilken hånd?

Hans højre hånd.

Min far ville have noget
at holde fast ved -

- og han spurgte altid,
om jeg havde fortalt alt.

Til sidst sagde jeg:
"Det eneste, jeg ved om Paul, er" -

- "at han var en dygtig fisker."

"Du ved mere end det,"
sagde min far. "Han var smuk."

Det var sidste gang,
vi talte om min brors død.

Ubevidst tænkte min far
altid på Paul.

Jeg kan huske den sidste prædiken,
jeg hørte, lige før han døde.

Hver og én af os
vil på et tidspunkt i livet -

- se en slægtning i nød
og stille det samme spørgsmål:

"Vi er villige til at hjælpe, men hvad
...om noget... behøver de?"

Vi kan sjældent hjælpe
vores nærmeste.

Enten ved vi ikke,
hvad vi skal give dem -

- eller også er det, vi tilbyder,
ikke det, de vil have.

Således er det dem, vi lever med
og burde kende, der undviger os.

Men vi kan stadig elske dem.

Vi kan elske helt og holdent
uden helt og holdent at forstå det.

Nu er næsten alle dem, jeg har elsket
uden at forstå, døde. Også Jessie.

Men jeg prøver stadig at nå dem.

Jeg er for gammel til
at være en dygtig fisker.

Jeg fisker ofte alene i det
dybe vand på trods af advarsler.

Men når jeg er alene
i floddalens skær -

- er det, som om alt bliver ét
med min sjæl og mine minder -

- og lyden af Big Blackfoot
og en rytme i firtakt -

- og håbet om,
at en fisk vil springe.

Til sidst smelter alt
sammen til ét...

...og gennem det flyder en flod.

Den er formet af verdens flod -

- og flyder over sten
fra tidens bjerg.

Visse sten er tidløse regndråber.

Under stenene findes ordene,
og nogle af ordene er deres.

Jeg er hjemsøgt af vandet.

Tekster: Ulla Warren
Dansk Video Tekst